 |
Henrik Jean Andersen
1933-2016
Lidt tilfældigt faldt jeg i Radiotelegrafen
2017:1 (febr.) i medlemsstatistikken over: 5614 Henrik Andersen
- afgået ved døden. Det var først efter,
at jeg havde meldt mig til en veteranfrokost og læst artiklen
om vor gode 'gamle' kollega Steen Winkel - nu skipper på
Strynøfærgen - at det slog mig, om der mon ikke
var noget galt. Jeg kontaktede bladets redacteur Jan Preisler,
og til vores store overraskelse fandt vi i fællesskab ud
af, at det måtte være vores gamle ven fra DFDS, der
var tale om.
Hvis der nu havde stået nr. 2046 og Jern-Henrik, havde
vi ikke været i tvivl!
Siden fik jeg forbindelse med Henriks nabo på Frederiksberg
og Henriks datter Henriette.
Henrik havde hjerteproblemer og var indlagt nogle gange, men
var ellers frisk nok og skulle nok selv finde bussen hjem. Kol
havde han også, selv om han ikke havde røget i tyve
år.
Og selv om han frejdigt sagde på gensyn til familien d.
27. okt. 2016, blev det sidste gang. Han fik en infektion på
sygehuset, brækkede hoften ved et uheld, og under operationen
sov han stille ind og døde d. 8. nov., mens hans nærmeste
var til stede. 83 år gammel.
Henrik blev født på Frederiksberg i 1933 og boede
der hele sit liv. Han var god til tal og blev uddannet speditør.
Jeg ved ikke, hvornår Henrik begyndte at sejle, men efter
at have rodet lidt rundt i Radiotelegrafisten på DVD, har
jeg fundet, at han første gang blev medlem af RAF (passiv)
i juli 1957, da han var mønstret som telegrafist på
det norske skib Gerd. Der var han, indtil han blev sygemeldt
1959. Marts 1960 påmønstrede han m/s Oklahoma (DFDS)
og april 1960 m/s Venezuela, nu som aktivt medlem af RAF - og
han blev i DFDS resten af sin sejltid. 1961 Pennsylvania, 1962
Freesia, 1963 Marocco, 1964 Ecuador. 1966 afløste han
i natbådene Kbh-Århus og Kbh-Ålborg, som virkede
som en slags kyststationer for kontortelegrammerne fra DFDSs
skibe rundt i verden, og hvor jeg mødte ham første
gang. Da datter Henriette gjorde sig gældende, sejlede
Henrik mest indenrigs- og Oslofarten, og fra den sidste afmønstrede
han for godt i 1969, gik i land og meldte sig ud af RAF. Henrik
har sejlet på mange flere skibe end nævnt her. Som
vi andre, der afløste i passagerfarterne, havde han et
hav af søfartsbøger.
Henrik var derefter ansat på malkemaskine- og pladevarmevekselfabrikken
Alfa-Laval i 25 år, hvor han efterhånden blev en
slags it-chef. I sin pensionisttilværelse hjalp han mange
ældre med at sætte sig ind i it-verdenens gåder.
Henrik meldte sig senere ind i RAF igen som passivt medlem, men
var sur over, at han ikke kunne få sit gamle nummer 2046.
Han blev nu medlem nr. 5614, men han brugte oftest sit gamle
nummer alligevel, for det var jo det, der var det rigtige! Henrik
var en ivrig deltager i veteranfrokosterne, og DFDS telegrafisternes
julefrokoster i Svendborg havde en særlig plads i hans
hjerte. Jeg mødte Henrik sidste gang til veteranfrokosten
i Hvidovre Sejlklub d. 16.3.2016, hvor vi aftalte at mødes
senere på året. Henrik ville give frokost på
det gamle DFDS mm. værtshus Fremtiden, næste gang
jeg kom til staden. Vi bekræftede det pr. mail, men siden
fik jeg ikke fat i ham.
Hvordan Jern-Henrik fik sit navn, ved jeg ikke - måske
fra den i 60'erne berømte tegneserie - men han havde det
godt med øgenavnet. I modsætning til tegneseriens
lidt irriterende knægt, var Henrik altid hjælpsom
og rar. Han var meget inde på, at jeg selv skulle sørge
for at få mig et ordentligt øgenavn - for ellers
var folk altid villige til at finde på et eller andet halvsjofelt.
Jeg var ikke tilfreds med min morsehånd. Henrik brugte
en halvautomatisk elektronstyret Morse-o-Matic med indbyggede
radiorør og tonegenerator, som han lærte mig at
bruge. (Det var før Vibroplexerne o.l !) Den var dansk
produceret, jeg tror jeg gav 345 kr. for en ny, som jeg siden
drog rundt i verden med, til toldernes intense interesse og min
egen store fornøjelse, da jeg aldrig siden havde problemer
med hånden. Den kan endnu - nøglen! Henrik var en
flot fyr, og pigerne var ikke uimodtagelige, hvis han skruede
op for charmen. Men han var også en reel fyr. Jeg husker,
han skældte et par maskinassistenter huden fuld, engang
jeg skulle afløse ham på Englandsbåden, hvor
han holdt en lille afskedsfest, og hvor han syntes, de gik for
vidt. Men han var også et meget privat menneske, hans privatliv
kendte jeg ikke noget til.
Til den sidste veteranfrokost vi sammen var til i København,
var der et par køwenhavnere, der følte sig foranlediget
til at kritisere et par veteranfrokoster, jeg havde stået
for i Odense: vi havde fået noget elendigt mad(!) Henrik
havde været med der også, han sagde ikke noget, men
så overbærende på dem. Da jeg ikke gad høre
mere på det, flyttede jeg udenfor i det gode vejr og nød
en stille øl med nogle lokale. Henrik var ikke den, der
mængede sig, men han kikkede lige ud, for at være
sikker på, jeg var ok, hvorefter han gik ind til sine køwenhavnere
igen. Sådan var Henrik.
Kære Jern-Henrik: Det blev ikke
til noget med os og Fremtiden, men det har været godt at
kende dig og sejle sammen med dig i fortiden!
Erik Hellerup Madsen
(RAFnr. 2895)
|
|
